TROLDSKATTE

Der findes masser af flotte høje i Danmark. De ligger både i skove og på marker - og ofte ganske tæt på menneskers huse. I enkelte af de rigtig gamle høje kan der godt bo trolde. Og er der trolde, er der nok også en skat gemt dybt dernede.
Hvis du drømmer om at få et glimt af en troldeskat, skal du tage ud til højen en fuldmånenat. For det er ikke kun Far Wrisils skat som skal luftes i fuldmånelys for at bevare sin magi. Nej, det skal alle troldeskatte.
Find dig et godt skjulested tæt på højen, vær musestille og sæt dig til at vente. Er du heldig, så kommer troldene tumlende ud med favnen fuld af kostbarheder - et fantastisk syn!
Men du skal holde dig godt skjult. For opdager troldene dig, bliver de farlige. De ved jo ikke, hvem du er, og om du har tænkt dig at stjæle deres skat ...
Men det har du vel ikke?